• Jesper Lundager

En guide til lydredigeringssoftware: Find software til dit temperament

Opdateret: juli 14

Af Jesper Lundager, lyddesigner, musikproducer og underviser


Du har udstyret. Du har optagelserne i kassen. Det er tid til at redigere og klippe din podcast. Men ligesom med gear-junglen, kan software-junglen virke uoverskuelig.

Der findes et hav af forskelligt software til podcastredigering. Noget har en stejl indlæringskurve, noget er nemt, noget har flere funktioner end andre, noget er gratis, noget er pisse dyrt. Priserne svinger meget, men er ikke nødvendigvis en refleksion af, hvad du får funktionalitetsmæssigt. Men hvor skal man starte?

For overskuelighedens skyld, har vi sammensat denne liste over lydredigeringssoftware. Der er tips både til begyndere og mere erfarne brugere.


Der findes, som sagt, et hav af software, så omfattende, at vi umuligt kan komme omkring det hele. Yderligere minder mange af programmerne om hinanden. Denne liste er derfor plukket ud fra et bredt og varieret perspektiv, så du ved at læse denne guide, nemt kan finde noget der passer til dit behov og din økonomi.




I dette blogopslag vil ordet DAW blive brugt flere gange. Det står for ”Digital Audio Workstation”, og er en fællesbetegnelse for programmer hvis formål er at optage, redigere og producere lyd. Medmindre det er nævnt, fås programmerne både til Mac OSX og Windows.

Nordic Podcast Academy undervises der i programmet Hindenburg, så vi lægger ud med dette:

Hindenburg


På Nordic Podcast Academy undervises der i Hindenburg. Det er dog ikke et krav, at man som deltager skal bruge dette, da der findes rigtig meget andet godt lydsoftware at redigere i. Men til podcasteren, både den professionelle og til begynderen, er Hindenburg immervæk noget af det lettest tilgængelige, mest brugervenlige samt hurtigste software at redigere i.


Hindeburg har bl.a. nogle indbyggede funktioner, der helt automatisk indstiller lydniveauer for brugeren, hvilket ingen andre programmer har (I de andre programmer skal du selv sidde og fedte med det).


Pris: fra 625 kr. Du kan få en månedes gratis trial.

Fordele: ENORMT brugervenligt, da det er designet til at lave professionelle produktioner, men samtidigt også er let tilgængeligt for folk der ikke er vant til at arbejde med lyd. Det har har mange indbyggede hjælpefunktioner såsom automatisk normalisering af lyd - dvs at programmet automatisk indstiller lydniveauerne, så du ikke manuelt skal sidde og fedte med det.

Ulemper: Da det er designet til podcasting, kan du stort set ikke bruge det til andet end dette dvs. hvis du vil nørde med andre lydting såsom lyddesign og musikproduktion, skal du have andre programmer ved siden af til dette formål.

Hindenburg er klart det nemmeste og hurtigste at redigere podcasts i, både for professionelle og begyndere, men koster trods alt lidt knaster. Her er lidt tips til dig, der ikke har så mange mønter på lommen:

For dig, der vil have det gratis


Audacity

I modsætning til de fleste andre programmer på denne liste, er Audacity ikke kategoriseret som en DAW, men skal mere betragtes som redigeringssoftware der i sin tid blev skabt til at redigere enkelte lydfiler. Programmet har efterhånden eksisteret i 20 år og designet reflekterer dette; det er både grimt at se på og ikke særlig brugervenligt at redigere i.

Pris: GRATIS

Fordele: Det er gratis, og en fin løsning hvis man har enkelte lydfiler der skal redigeres.

Ulemper: Selvom det i princippet understøtter flere kanaler (eks. speak og underlægningsmusik), er det bygget (og rigtig godt) til at redigere enkelte lydfiler / segmenter. Men sammenlignet med mere moderne programmer, er ret bøvlet og rigidt at arbejde med flere lydfiler og spor/kanaler på én gang og kan slet ikke sammenlignes med brugervenlighed og funktionaliteten i en moderne DAW.

Reaper

Reaper er en DAW i samme kategori som musik/lydproduktionsprogrammer såsom Logic (mac), Pro Tools og Cubase.

Pris: GRATIS (ved ikke-kommercielt brug)

Fordele: det er i princippet gratis, professionelt musikproduktionssoftware, og kan det samme som spillere i den dyre ende såsom Logic (mac), Pro Tools, Cubase, Ableton Live med mere. Det koster 60$ at registrere softwaren til kommercielt brug.

Ulemper: Det kan virke komplet uoverskueligt for nybegyndere. Har man dog erfaring med lydsoftware, er det klart anbefalelsværdigt, og der kan også findes masser af tutorials på nettet.

Garageband (kun til Mac)

Garageband er et gratis musikprogram der følger med til alle Mac computere.

Pris: GRATIS (hvis du er mac-bruger)

Fordele: Meget overskuelig, let tilgængelig og enkel DAW, som der følger gratis med til din Mac. (Check app-store hvis det ikke allerede er installeret).

Ulemper: Kun til mac, og har nogle begrænsninger i forhold til de større DAW spillere.

De tre ovennævnte programmer kræver at man bruger lidt tid på at sætte sig ind i dem. Der findes heldigvis masser af tutorials på nettet til dette. Ønsker du noget mere simpelt? Læs med i næste afsnit:

For dig, der ønsker det ultra simpelt /

der vil arbejde i skyen / på tablets

Soundtrap

Soundtrap er en meget primitiv DAW – men den er webbaseret, dvs du kan logge på den i en browser, på en hvilken som helst computer – eller tablet. Det fede ved Soundtrap er, at flere brugere kan arbejde sammen om det samme projekt – på samme tid. Dvs. du kan ringe din partner(e) op, og I kan logge ind og sidde og samarbejde om at klippe jeres podcast i realtime. Perfekt i denne corona-tid.

Pris: Abonnomentsbaseret. Abonnementet for podcastere koster 15€ om måneden. Gratis 30 dages trial.

Fordele: Den største fordel er her, at man kan arbejde flere sammen i realtime. Da det er webbaseret, kræver det ingen installation, du logger bare ind og arbejder videre. Dine lydfiler uploades, og du arbejder i princippet i skyen, hvilket betyder at du ikke er afhængig af en bestemt computer. I og med det kører i en browser, virker det også på tablets (og telefoner, men skærmens størrelse er nok en hæmsko). Udover dette, er det nemt at gå til, for folk der ikke er vant til at arbejde med lyd.

Ulemper: Du skal uploade dine lyde til skyen, hvilket tager lidt tid. Begrænset arsenal af effekter og redigeringsmuligheder. Koster 15€ om måneden, hvilket hurtigt kan løbe op ifht at smide et engangsbeløb for et program.

Anchor

Anchor er en gratis app til Android og iOS, dvs til telefoner og tablets. I modsætning til Soundtrap, kan du dog ikke arbejde flere om det samme projekt, på samme tid.

Pris: GRATIS

Fordele: Meget enkelt at bruge.

Ulemper: Lidt for primitivt. Mangler mange af de helt basale redigeringsmuligheder som andre programmer tilbyder. Har man eksempelvis mange ting der skal klippes ind/ud, bliver det hurtigt irriterende i Anchor.

Både Anchor og Soundtrap er ekstremt brugervenlige, men på bekostning af funktionalitet.


Behøver det hverken være simpelt eller gratis og er du typen der virkelig vil nørde med lyden? Så se her:

For dig, der virkelig vil nørde lyd og musik


Ableton Live

Live er en DAW i samme liga som Reaper og Logic, men er i modsætning til disse meget mere brugervenligt, tilgængeligt og fleksibelt. Hvis du udover at lave podcasts også ønsker at lære at bruge en DAW med henblik på at lave lyddesign og/eller musik, er Live klart værd at kaste sig over.

Pris: fra 80€ / ­~590 kr . Du kan få en gratis 30-dages trial.

Fordele: Brugervenligt og enormt nemt at komme i gang med. Der er masser af tutorials for begyndere på Abletons hjemmeside og Youtube.

Ulemper: Selvom den billige pakke koster lidt under 600 kr, skal du op og betale 2600 – 4500 for de udvidede versioner, der har flere funktioner såsom samples, effekter og synthesizere. For begynder podcasteren er Lite versionen til ca. 600 kr dog et fint valg.

Logic Pro X (kun til Mac)

Funktionsmæssigt kan Logic det samme som Ableton Live og Reaper. Opsætningsmæssigt/visuelt ligger det i samme kategori som førnævnte Reaper (i denne liga har vi også Cubase og Pro Tools, som denne artikel ikke kommer ind på), hvorfor det kan virke uoverskueligt for begyndere. Kan måske lidt betragtes som en storebror til Garageband; begge programmer er udviklet af Apple. Så hvis du er vant til Garageband, og vil skridtet videre med et topprofessionelt lydproduktionsprogram, kan du overveje at opgradere til Logic.

Pris: ~1700 kr. Som med Live, er der også mulighed for at prøve programmet gratis i 30 dage.

Plus: Der medfølger en masse samples, effekter og synthesizere så du hurtigt kan komme i gang med at lave lyd og musik.

Minus: Knap så brugervenligt som Ableton Live, og funktionaliteten er det samme som Reaper, der i princippet er gratis.


Find dét, der passer til dit temperament


Som med indkøb af udstyr, er det vigtigt at tænke sig lidt om og finde ud af hvad éns behov egentlig er. Med redigeringssoftware er det dog også lige så vigtigt, at finde noget der passer til ens temperament.


Bliver du let frustreret over for mange menuer, er det nok ikke en af de mere komplicerede DAW’er man skal vælge såsom Reaper.


Men er du den nørdede type, der elsker at eksperimentere og google rundt / se tutorials, kan du sagtens starte med én af de lidt tungere spillere.


Fordelen ved DAW’er er, at du let kan kan overføre viden fra den ene til den anden, og at der findes enormt mange guides online til at komme i gang. Så start evt. med noget enkelt, og skift til noget andet, hvis du oplever, at der er nogle ting du har brug for at dykke mere ned i.

God klipning!


Læs også: Få styr på dit udstyr - en indkøbsguide til podcastbegyndere

19 visninger

Made by Content Crew